Borderline

Dette indlæg skal som sagt handle om min borderline som også kaldes for emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline typen og hvilke udfordringer jeg har i min hverdag netop på grund af denne diagnose.

Når jeg siger at jeg lider af borderline kigger folk mærkeligt på mig og spørger hvad det er. Så det vil jeg først og fremmest prøve at forklare lidt om i dette indlæg.

Hvis man har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, handler man impulsivt og uoverlagt uden at tænke på konsekvenserne.
Man er lunefuld og uforudsigelig. Man har svært ved at styre sit temperament og sin vrede, især hvis man bliver bremset i at følge sine impulser. Og man kommer let i konflikt med andre.

Den findes to former for emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse: Impulsiv type og borderline type.
Hvis man har impulsiv type, har man problemer med at kontrollere sine impulser og følelser. Hvis man har borderline, har man desuden problemer med at bevare et nært forhold til andre mennesker. Forholdene bliver intense, men ustabile, og man har en tendens til splitting, dvs. at man svinger mellem meget positive og meget negative følelser for andre mennesker.
Desuden er det almindeligt at man har en usikker identitetsfølelse, hvor man ændrer sine meninger og holdninger alt efter hvem man er sammen med.

Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse - borderline type: (det er denne jeg lider af)

For at opfylde kriterierne for emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, borderline type, skal man for det første opfylde kriterierne for emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, impulsiv type. Derudover skal man have mindst to af følgende karaktertræk:

• Man har en usikker og forstyrret identitetsfølelse, dvs. at man ikke rigtigt ved hvem man er, og man har ikke dannet sine egne meninger og holdninger.
• Ens forhold til andre mennesker er intense og ustabile, dvs. at de er meget tætte, men sjældent holder ret længe.
• Man gør sig store anstrengelser for at undgå at blive alene og forladt.
• Man har en tendens til at gøre skade på sig selv. 
• Man har en kronisk følelse af indre tomhed.

Emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse - impulsiv type:

For at opfylde kriterierne for en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, impulsiv type, skal man desuden have følgende personlighedstræk:

Man er stridslysten og reagerer aggressivt, ikke mindst hvis man bliver forhindret i at følge sine impulser.
- og mindst to af følgende karaktertræk:

• Man har en tendens til at handle impulsivt og uoverlagt.
• Man reagerer let stærkt følelsesmæssigt og eksplosivt, dvs. at man let går amok.
• Manglende udholdenhed, dvs. at man har problemer med at gøre tingene færdige.
• Ens humør er ustabilt og lunefuldt.

Kort fortalt går borderline ud på at man ser tingene sort og hvidt, enten er man elsket eller også er man hadet og derfor får man hurtigt tvivl om folk faktisk kan lide en, og det er en stor udfordring i livet. Bla. er det svært for mig at starte på en ny arbejdsplads eller en ny skole da jeg er utrolig bange for om folk kan lide mig eller ej, hvis jeg bliver den mindste smule i tvivl om at folk ikke bryder sig om mig, så kan jeg faktisk blive hjemme i flere dage i streg indtil at jeg har fået overbevist mig selv om at det er noget vrøvl.

Ved siden af det, så for mit vedkommende, så kan jeg starte dagen helt fantastisk ud, men har jeg så f.eks. problemer med at binde mit snørebånd eller hvis der er en ting jeg har glemt eller noget jeg ikke kan finde, så bryder min verden fuldstændig sammen og så går faktisk bare i seng igen.

Årsager til emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse:

Der er flere årsager til at man kan få en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.

Hvis nogen i ens familie har en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse eller lider af depressioner, har man større risiko for selv at få personlighedsforstyrrelsen.
Hvis man har en mindre hjerneskade f.eks. fordi man ikke fik ilt nok under fødslen, har man også en højere risiko for at få en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse.

En anden forklaring kan være at man har haft en ustabil barndom, hvor ens forældre f.eks. har drukket, eller man har været meget overladt til sig selv. Man kan også have været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb.

Ifølge udviklingspsykologiske teorier, er risikoen for at man udvikler denne personlighedsforstyrrelse størst, hvis man ikke har fået den rigtige omsorg, da man var et til to år gammel. Det er det tidspunkt hvor man skal lære at klare sig uden den dybe afhængighed af forældrene, man har haft i sit første leveår. Hvis udviklingen går skævt i den fase, lærer man ikke at være adskilt fra andre. Derfor fortsætter man med at danne forhold til andre mennesker, som er symbiotiske, dvs. alt for tætte, afhængige og uden de normale grænser.

Sygdomsforløb:

Efterhånden som man bliver ældre og mere moden, bliver ens personlighedsforstyrrelse ofte mindre markant. Også selvom man ikke får behandling.
Hvis man har selvmordstanker og evt. tidligere har lavet selvmordsforsøg, har man en større risiko end andre for at man laver nye selvmordsforsøg.
Man har også en større risiko for med tiden at få depressioner. Derimod ser det ikke ud til at man har større risiko for at udvikle en egentlig psykose eller skizofreni. Heller ikke selv om man evt. har haft mikropsykoser.

Behandling:

Psykoterapi: Ofte er det nødvendigt at man får intensiv terapi, hvor der ikke går for lang tid mellem de enkelte samtaler. Hvis man får en analytisk orienteret terapi, vil den tage udgangspunkt i de såkaldte forsvarsmekanismer. Hvis man har en emotionelt ustabil personlighedsstruktur, er forsvarsmekanismerne især splitting og projektiv identifikation.
Terapeuten viser, hvordan man sidder fast i splitting, dvs. et mønster, hvor man opfatter både sig selv og andre som enten meget gode, eller meget "onde".
Ved projektiv identifikation presser man ubevidst andre til at handle i overensstemmelse med de egenskaber, man selv ubevidst tillægger dem. F.eks. lægger man ikke skjul på at man ikke kan lide den udpegede "onde", som så ender med at vise sin irritation, og på den måde oplever man at få bekræftet at han er "ond".

Medicin: Hvis man får en depression i forbindelse med personlighedsforstyrrelsen, kan man muligvis have gavn af antidepressiv medicin. Man kan f.eks. få SSRI præparater som også kaldes lykkepiller. Hvis man svinger meget, går meget amok eller laver selvmordsforsøg uden at man har en depression, kan det hjælpe at få antipsykotisk medicin i en periode. Medicinen kan virke dæmpende og stabiliserende på temperamentet, også selvom man ikke er psykotisk.